Vedtægter for Snoghøj Bådelaug
Således vedtaget på Snoghøj Bådelaugs ordinære generalforsamling den 24. marts 2026
§ 1
Navn, postadresse, hjemsted, formål og råderet
1.1. Foreningens navn er Snoghøj Bådelaug (”lauget”).
1.2. Laugets postadresse er den adresse, bestyrelsen til enhver tid oplyser.
1.3. Laugets hjemsted er for enden af Gl. Færgevej ved Boligkontoret Fredericia’s strandstykke samt den gamle havn.
1.4. Laugets formål er at:
- a) sikre bådpladser til medlemmer efter de til enhver tid gældende regler,
- b) fremme fællesskabet omkring bådlivet, og
- c) medvirke til bevaring og vedligeholdelse af den gamle havn i Snoghøj.
1.5. Lauget råder over 2 broer, den gamle havn, ophalested og anløbsbroen.
1.6. Laugets faciliteter og materiel stilles til rådighed for medlemmer i henhold til vedtægter og ordensreglement. Ordensreglement vedtages af bestyrelsen og offentliggøres på laugets hjemmeside og i klubhuset.
§ 2
Medlemmer
2.1. Medlemskategorier
- a) Aktive medlemmer (med stemmeret)
- b) Passive medlemmer (uden stemmeret)
2.2. Optagelse
Bestyrelsen behandler ansøgninger om medlemskab og kan fastsætte nærmere retningslinjer herfor.
2.3. Stemmeret
Stemmeret på generalforsamlingen tilkommer aktive medlemmer, der ikke er i restance, jf. § 5.
2.4. Medlemskabets karakter
Medlemskabet er personligt og kan ikke sælges eller overdrages.
2.5. Deltagelse i arrangementer
Alle medlemmer kan deltage i laugets arrangementer på de vilkår, bestyrelsen fastsætter.
2.6. Nøgle til klubhuset
2.6.1. Nøgle kan kun udleveres til aktive medlemmer efter mindst 3 måneders aktivt medlemskab.
2.6.2. For udlevering betales et depositum pr. nøgle fastsat af bestyrelsen.
Depositum tilbagebetales ved aflevering af nøgle i brugbar stand.
2.6.3. Ved overgang til passivt medlemskab eller ved udmeldelse afleveres nøglen senest 14 dage efter ændringen til bestyrelsen eller den, bestyrelsen anviser.
§ 3
Bådpladser
3.1. Medlemskabet giver ret til bådplads efter nedenstående regler.
3.2. Primærområde (broerne nedenfor Snoghøjparken)
Broerne nedenfor Snoghøjparken er forbeholdt beboere i Snoghøjområdet, defineret ved bebyggelsen syd for motorvejen, med Lillenæs i øst og Rudolf Steiner Allé i vest.
3.3. Medlemmer uden for primærområde
Bestyrelsen kan give medlemmer bosat uden for primærområdet tilladelse for ét år ad gangen til at benytte ledige bådpladser på vilkår fastsat af bestyrelsen.
3.4. Gammel havn (postnummer 7000)
Plads i gammel havn kan tildeles medlemmer bosat i postnummer 7000.
3.5. Tildeling og administration af bådpladser
- a) Anvisning og administration af bådpladser varetages af havnemesteren (pladsansvarlig) efter de til enhver tid gældende regler og eventuelt ordensreglement.
- b) Har et medlem ikke en båd i pladsen senest den 1. maj, og foreligger der ikke forudgående aftale med havnemesteren om andet, kan pladsen midlertidigt anvises til et andet medlem for den pågældende sæson.
- c) Anvisning af bådplads sker for ét år (én sæson) ad gangen og kan ikke påregnes forlænget uden fornyet anvisning.
- d) Finder havnemesteren det driftsmæssigt hensigtsmæssigt, kan havnemesteren foretage omrokering af både og pladser for den efterfølgende sæson.
- e) Bådpladsen tilhører lauget. Medlemmet opnår alene en brugsret i den periode, pladsen er anvist, og erhverver ikke ejendomsret eller anden rettighed til pladsen.
- f) Medlemmer kan ikke bytte, overdrage eller flytte plads indbyrdes uden havnemesterens forudgående godkendelse.
3.6. Krav til både på laugets pladser
- a) Bådstørrelse og placering fastsættes af bestyrelsen
(pt. max 21 fod = 640 cm; sejlbåde ikke tilladt).
- b) Båden skal være ansvarsforsikret, og dokumentation skal kunne forevises til havnemesteren.
3.7. Klager
Klager over broanlæg eller lignende rettes til havnemesteren eller et bestyrelsesmedlem. Klagen undersøges og udbedres, hvis muligt.
§ 4
Medlemspligt
4.1. Medlemmer, der benytter laugets faciliteter, skal deltage i fælles opgaver (vedligehold, reparationer, nybygning, renholdelse, oprydning på stranden m.v.) efter nærmere retningslinjer fastsat af bestyrelsen.
4.2. Fritagelse kan bevilges af bestyrelsen efter begrundet henvendelse.
4.3. Medlemmer, der ikke opfylder kravene i § 4, stk. 1 og 2, mister retten til at benytte laugets faciliteter og kan af generalforsamlingen bortvises.
§ 5
Kontingent, gebyrer, restance og sanktioner
5.1. Indmeldelsesgebyr, kontingent og øvrige gebyrer fastsættes af generalforsamlingen, medmindre andet fremgår af vedtægterne.
5.2. Årligt kontingent
Aktive og passive medlemmer betaler et årligt kontingent fastsat af generalforsamlingen.
5.3. Gebyrer for brug af faciliteter
- a) Aktive medlemmer med bådplads betaler et årligt gebyr fastsat af generalforsamlingen.
5.4. Vinteropbevaring (DSB-plads) og traileropbevaring
5.4.1. Aktive medlemmer med bådplads, der ønsker at vinteropbevare deres både på DSB-pladsen, betaler et årligt gebyr.
5.4.2. Gebyret reguleres i henhold til laugets faktiske lejeudgifter over for Banedanmark.
5.4.3. I det omfang der er plads, kan aktive medlemmer af pladsformanden få anvist et sted til opbevaring af almindelig biltrailer (max 750 kg).
5.4.4. Gebyr for traileropbevaring fastsættes af bestyrelsen.
5.5. Betalingsfrist, strafgebyr og restance
5.5.1. Kontingent og relevante gebyrer forfalder 1. marts.
5.5.2. Rettidig betaling er en forudsætning for at bevare stemmeret og bådplads.
5.5.3. Er kontingent og gebyr ikke betalt senest 1. april, kan medlemmet ekskluderes.
5.6. Medlemskabets økonomiske karakter
Kontingent og gebyrer modsvares alene af medlemmers ret til at benytte laugets aktiver og giver ikke medlemmerne nogen andel i laugets materiel eller øvrige formue.
5.7. Bortvisning ved gentagne overtrædelser
Ved gentagne tilsidesættelser af henvisninger/anvisninger fra havnemester eller bestyrelse kan bestyrelsen bortvise et medlem.
5.8. Eksklusion i særlige tilfælde
Bestyrelsen kan i særlige tilfælde ekskludere et medlem, hvis personen arbejder imod laugets interesser eller vedholdende undlader at følge bestyrelsens anvisninger.
5.9. Proces ved bortvisning/eksklusion (høring og prøvelse)
Hvis bestyrelsen træffer beslutning om bortvisning eller eksklusion efter § 5.7 eller § 5.8, gælder:
- a) Medlemmet orienteres skriftligt om forholdet og gives mulighed for at udtale sig inden beslutning.
- b) Bestyrelsens beslutning meddeles skriftligt med kort begrundelse.
- c) Medlemmet kan kræve beslutningen forelagt førstkommende generalforsamling til endelig afgørelse. Medlemmet har taleret, men ikke stemmeret i egen sag.
§ 6
Laugets ledelse
6.1. Lauget ledes af en bestyrelse på 5 medlemmer, valgt for 2 år ad gangen.
Formanden vælges direkte af generalforsamlingen.
6.2. Bestyrelsen konstituerer sig på øvrige poster, herunder minimum kasserer.
6.3. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 3 bestyrelsesmedlemmer er til stede, og beslutninger træffes ved simpelt flertal.
6.4. Valgperiode og valg på skift
Bestyrelsesmedlemmer vælges for 2 år ad gangen. For at sikre kontinuitet afgår bestyrelsen på skift, således at der på den ordinære generalforsamling hvert år er valg til i alt enten:
- a) formand og 1 bestyrelsesmedlem, eller
- b) 3 bestyrelsesmedlemmer.
6.5. Bestyrelsen fastsætter sin forretningsorden og kan nedsætte udvalg samt delegere opgaver og beføjelser.
6.6. Bestyrelsen udpeger en havnemester/pladsansvarlig til drift og daglige opgaver, herunder tildeling af bådpladser, vedligehold af broer og oprydning m.v., i henhold til ordensreglementet.
6.7. Mindst 4 medlemmer af bestyrelsen skal have båd.
6.8. Der vælges 2 suppleanter for 2 år ad gangen:
1. suppleanten afgår på lige årstal, 2. suppleanten afgår på ulige årstal.
6.9. Der vælges 1 bilagskontrollant, som ikke må være medlem af bestyrelsen og ikke behøver at være medlem af lauget.
6.10. Formandens frafald
Fratræder formanden i valgperioden, konstituerer bestyrelsen sig med en ny formand blandt bestyrelsens medlemmer. Den konstituerede formand fungerer indtil næste ordinære generalforsamling, hvor formandsvalg gennemføres.
6.11. Tegningsret
Lauget tegnes af formand og kasserer i forening, eller af formanden sammen med ét øvrigt bestyrelsesmedlem. Bestyrelsen kan give fuldmagt til praktiske dispositioner (fx havnemester) inden for de rammer, bestyrelsen fastsætter.
6.12. Valg og stemmeafgivelse
Alle valg sker ved simpelt flertal. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt eller pr. brev, kun ved personligt fremmøde.
§ 7
Generalforsamling
7.1. Ordinær generalforsamling afholdes én gang årligt i marts måned. Indkaldelse sker med mindst 1 måneds varsel via e-mail til de adresser, medlemmerne har oplyst, samt via hjemmeside og opslag i klubhuset.
På generalforsamlingen behandles følgende punkter:
- Valg af dirigent.
- Formandens beretning.
- Godkendelse af revideret regnskab samt fremlæggelse af budget for det kommende regnskabsår.
- Indkomne forslag.
- Valg af bestyrelse jf. § 6.
- Valg af suppleanter jf. § 6.
- Valg af bilagskontrollant jf. § 6.
- Fastsættelse af gebyrer og kontingent.
- Eventuelt.
7.2. Forslag fra medlemmer skal være formanden i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen.
7.3. Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen finder det nødvendigt, eller når mindst ¼ af de stemmeberettigede medlemmer skriftligt kræver det med angivelse af dagsorden. Indkaldelse sker senest 1 måned efter modtagelse og på samme måde som til ordinær generalforsamling.
§ 8
Regnskabsår og udmeldelse
8.1. Regnskabsåret følger kalenderåret.
8.2. Udmeldelse sker skriftligt til bestyrelsen senest 31. december.
Der ydes ingen refusion af kontingent ved udmeldelse før tid.
§ 9
Hæftelse
9.1. Laugets medlemmer og bestyrelse hæfter ikke personligt for de af lauget indgåede forpligtelser, for hvilke lauget alene hæfter med laugets formue.
9.2. Laugets medlemmer og bestyrelse har ingen økonomiske forpligtelser over for lauget udover kontingentforpligtelsen.
9.3. Laugets medlemmer har ikke krav på nogen del af laugets formue eller udbytte af nogen art.
9.4. Alt arbejde i lauget udføres vederlagsfrit.
§ 10
Opløsning eller sammenslutning
10.1. Beslutning om laugets ophævelse eller sammenslutning med et andet laug kan kun ske på en generalforsamling.
10.2. For vedtagelse kræves, at mindst halvdelen af laugets medlemmer er til stede, og at mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget.
10.3. Er halvdelen af medlemmerne ikke til stede, skal der – hvis det kræves af generalforsamlingen – inden 1 måned indkaldes til ekstraordinær generalforsamling med opløsning/sammenslutning som eneste punkt. Her kan forslaget vedtages uanset fremmøde, hvis 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget.
10.4. Ved vedtaget opløsning afgør generalforsamlingen, hvad der skal ske med laugets midler og materiel.
§ 11
Vedtægtsændringer
11.1. Vedtægtsændringer kan kun vedtages på en generalforsamling, hvor forslaget fremgår af indkaldelsen.
11.2. Vedtagelse kræver mindst 2/3 flertal af de afgivne stemmer.